At de alle skal blive ét. Prædiken af Lone Møller-Hansen, 24. maj 2020
Indgangsord: Joel 3:1-5
Gud siger: Jeg vil lade min ånd strømme ud over alle mennesker, så jeres drenge og piger vil profetere, de gamle vil få besked i drømme, og de unge vil få syn om fremtiden. Til den tid vil jeg lade min ånd strømme ud over selv slaver og slavekvinder. Jeg vil lave varselstegn i himlen og på jorden: blod, ild og røgsøjler.
Solen bliver forvandlet til mørke, og månen til blod, for dommedag kommer, stor og frygtelig.”
Men dem, som råber til Gud om hjælp, bliver reddet. Gud har selv sagt, at dem, han kalder på, skal finde sikkerhed på Zionbjerget i Jerusalem.
Prædiken
Jeg beder ikke kun for mine disciple, men også for alle dem, der tror på mig, fordi disciplene har fortalt om mig. Jeg beder om, at de skal blive en enhed, far. Ligesom du er i mig og jeg er i dig, beder jeg om, at de må blive en del af os, så verden kan tro på, at du har sendt mig. Den guddommelige styrke, som du har givet mig, har jeg givet videre til dem, for at de kan blive en enhed, ligesom vi er. Når jeg er i dem, og du er i mig, bliver de også en fuldstændig enhed. Så kan verden forstå, at du har sendt mig, og at du hele tiden har elsket dem lige så højt, som du elsker mig.
Far, du har givet dem til mig, og jeg ønsker, at de skal være sammen med mig der, hvor jeg er. De skal se den guddommelighed, jeg har fået af dig, og forstå, at du har elsket mig, før verden blev skabt. Far, du ved, hvad der er rigtigt og forkert. Verden ved ikke, hvem du er, men det ved jeg, og mine disciple har forstået, at du har sendt mig. Jeg har fortalt dem om dig. Det vil jeg blive ved med, så den kærlighed, du har til mig, lever i dem, og så jeg lever i dem.”
Joh. 17:20-26
Det er en fantastisk tekst, den her. En af mine yndlingstekster i Bibelen. Især fordi den påpeger enheden blandt kristne, som jeg anser for at være en forudsætning for, at mennesker kommer til tro på Jesus. Hvis de kristne kives og strides, er der da ikke noget at sige til, at forkyndelsen falder til jorden med et brag. Den gensidige kærlighed og respekt imellem kristne er selve budskabet om Guds kærlighed. Hvis vi ikke kan elske hinanden og respektere hinanden, hvordan skal andre så kunne tro på, hvis vi siger, at Gud elsker os og Gud er kærlighed. Det bliver tom tale.
Hele Johannes 17. kapitel er faktisk Jesus’ testamente. Det er her, han fortæller, hvad kan kom for, hvad der var hans opgave og at den opgave giver han videre til sine disciple og dermed også til os.
Det er en missional tekst; Den handler om, at vi primært skal to ting som kristne, hvis vi gør alvor af at være troende og dermed Jesu disciple, hans lærlinge.
- Vi skal fortælle om Jesus og
- vi skal blive en enhed. Endda en fuldstændig – fuldkommen – enhed.
Begge dele har sine udfordringer, ikke sandt?
- Den del af Joh. 17, som vi holder os til i dag, starter med at konstatere, at dem, han er sammen med – altså hans disciple, og det er ikke kun de 12 men hele den store skare, der har fulgt ham, de vil helt naturligt fortælle om Jesus: Fortælle, hvad de tror på, hvem Jesus var og hvem Gud dermed er – og at mennesker kommer til tro pga deres vidnesbyrd. Og det skete. Selv gennem forfølgelser og med livet som indsats.
Det er faktisk selve forudsætningen for, at vi er her i dag. Hvis de havde været flove eller generte og tænkt, at ”det her er andre nok ligeglade med” og ”det har ikke betydning”, var kristendommen gået til grunde efter 1. generation.
Nu har den overlevet i snart 80 generationer, hvis vi siger, at en generation er 25 år – og det er nok højt sat… Men flere eller færre i hver eneste af de 80 generationer har tænkt, at det her er så vigtigt, at andre må høre om det. Forældre har tænkt: ”Vores børn og børnebørn må lære Jesus at kende.” Munke har tænkt: ”Jeg vil give mit liv for at dette folk lærer Jesus at kende.” Hvis bare to af disse generationer lige efter hinanden havde tænkt, at det var lige meget med at fortælle bibelhistorier, eller lære at bede, og senere at læse i sin bibel, så havde der ikke været nogle kristne i verden i dag.
Det fantastiske er faktisk, at kristendommen vokser. Elijah Brown, generalsekretær i Baptisternes Verdens Alliance påstår ovenikøbet, at der i dag er flere børn og unge under 30, der er kristne, end der er voksne… Det er ikke lige i Danmark, men det er da en lovende udsigt, om ikke her så andre steder i verden. Måske de på et tidspunkt tænker, at de hellere på tage til Europa for at fortælle om Jesus – når nu vi ikke er så gode til det 😉 Så må vi se, om de får lov til at komme ind…
Er det sandt, at vi er blufærdige omkring vores tro?
Vi kan have mange undskyldninger for ikke at fortælle om Jesus.
- Den første kan jo være, at vi mener, at det er en privat sag. Jeg har før sagt, at vi skal skelne imellem det, der er privat og det, der er personligt. Privat, det er det, der kun angår mig. Hvad kan det være? Hvad der står i min lægejournal, f.eks. Min økonomi er vel også en privatsag – bortset fra, at det jo også vil vise min tro, hvis jeg er generøs, og mangel på tro hvis jeg snyder i skat eller bedrager andre mennesker. Så er min økonomi ikke længere en privatsag.
Det personlige er det, der er vigtigt for mig. Min tro er personlig, fordi jeg selv skal tage stilling. Det er netop noget af det, der er karakteristisk for os baptister. Vi skal selv vælge at blive døbt og tilhøre en menighed. Vi synes ikke om, at forældre siger ja til at tro på deres børns vegne. Men vi er enige med den lutherske kirke og andre kirker om, at vi skal opdrage vores børn i den kristne tro, lære dem at bede og læse deres bibel, meget gerne tale tro med dem, så de bliver i stand til selv at tage stilling.
Men endnu vigtigere er det, at vi i vores liv viser, hvad vi tror på; ved at være gæstfri, tilgivende, taknemmelig, omsorgsfuld – og alle andre gode egenskaber, som Jesus lærer os.
Troen er personlig, men ikke privat. Det står i Missionsbefalingen, ”Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet i lærer dem… I denne nye oversættelse er det blevet til: ”Derfor skal I rejse ud til alle verdens folk og få dem til at følge mig… ”
Men det med at fortælle om vores tro gælder altså ikke kun for dem, der ”rejser ud” – de gammeldags missionærer – og præster, som denne menighed har fostret mange af. Det gælder i høj grad også herhjemme og i vores hjem: ”Lær dem at gøre alt det, jeg har sagt”, slutter Jesus i Matthæusevangeliet, det vi kalder Missionsbefalingen.
Og dét at vi er Jesu vidner, er en forudsætning for det, Johannes her skriver, at Jesus har sagt: ”Jeg beder ikke kun for mine disciple, men også for alle dem, der tror på mig, fordi disciplene har fortalt om mig.” Alle dem! Alle dem, vi hver især forkynder for – om det så er med ord eller med handling. Hvis vi hvide danskere vil lade os inspirere, skal vi bare se på vores chin-venner. De er gode til at fortælle om deres tro. Eller i hvert fald bedre end de fleste af os…
Måske vi skal læse teksten bagfra i dag for at finde modet og vigtigheden i at fortælle om det, vi tror på. Jesus siger, at den kærlighed, Gud har til ham, lever i os. Jesus slår fast, at Guds kærlighed viser sig i ham. Vi skal altså se på Jesus for at forstå, at Gud elsker os.
Det er i hvert fald sandt, at når vi endelig forstår og tror på – helt ned i maven – at vi er elskede, får vi mod til at fortælle om, at Jesus er Guds søn.
Alt det med at være sendt, handler om, at Jesus er Guds tilstedeværelse på jorden. Gud viser sig i Jesus Kristus – og alt, hvad Jesus gør, viser os Guds væsen og hensigter. De er ét.
Jesus og Gud er to alen af samme stykke – og det er fælles for dem, at de elsker alle mennesker. Selv dem, Jesus har skældt huden fuld, farisæerne, de skriftkloge, hyklerne. Han skælder dem jo ud, fordi han elsker dem. Ellers kunne han jo bare være ligeglad med dem. Men han ønsker også, at de skal få det rette billede af Gud. Ikke som den straffende dommer, men som den elskende far.
Helligånden er ikke lige nævnt her – men i Apostlenes Gerninger – som hedder ”De første kristne” i Bibelen 2020 – står der i den meget aktuelle tekst lige efter Kristi Himmelfart: Ap.G. 1: 8-14
Jesus siger: ”…Men Helligånden vil komme og give jer kraft til at fortælle om mig, alt det, som I jo selv har set. Det skal I gøre, først i Jerusalem, så i Judæa og Samaria og senere i hele resten af verden.”
Da Jesus havde sagt det, blev han løftet op for øjnene af dem og forsvandt i en sky, så de ikke kunne se ham mere. Mens de stadig stod og kiggede op mod himlen, stod der pludselig to mænd i hvidt tøj ved siden af dem og sagde: ”Hvorfor står i her og stirrer op i luften? Jesus er blevet taget op til himlen, men han kommer igen, på samme måde som I nu har set ham tage af sted.”
Så vendte disciplene tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, der lå en lille kilometer uden for byen, og gik ovenpå i det hus, hvor de plejede at holde til. Det var Peter og Johannes, Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, der var søn af Alfæus, og endelig Simon Zeloten og Judas, der var søn af Jakob. Jesus’ brødre, hans mor, Maria, og nogle andre kvinder var der også. De holdt nemlig fast ved at bede sammen hver dag.”
I den urolige tid, der havde været siden påske, var det bønnen, der holdt sammen på denne gruppe meget forskellige mennesker, der kun havde ét til fælles. Deres hengivenhed og tro på Jesus.
Og dermed kommer vi til den anden udfordring. At være en enhed. Forbilledet er igen Jesus og hans fællesskab med Gud Fader. De er ét, siger han konstaterende. Og det skal vi også være.
- At blive en enhed
Jeg har sagt det før – vi skal ikke være ens, men enige om det centrale. Jesus er Guds søn, han levede, underviste, elskede, blev korsfæstet, døde og opstod for vores skyld. Alt det for at vise Guds kærlighed og for at forsone himmel og jord, mennesker og Gud, og mennesker indbyrdes.
Vi kan jo starte med os selv. Vores menighed. Det er det samme, der holder sammen på os, som holdt sammen på de først kristne. Troen på Jesus som Guds søn.
Vi er meget forskellige. Vi har en stor og dejlig gruppe chin’er med masser af børn. Og vi er en stor og dejlig gruppe ældre og midaldrende danskere, hvor de fleste af os er vokset op med troen. Vi er indbyrdes også meget forskellige. Vi er garanteret uenige om mangt og meget. Det eneste, der binder os sammen, er troen på Jesus.
Vi skal ikke være og ikke blive ens. Men vi skal være en enhed. Vi skal elske og tilgive hinanden. Vi skal hjælpe hinanden, holde modet oppe hos hinanden. Vi gennemlever nu en prøvelsernes tid med Corona, men så meget desto vigtigere er det, at vi – sådan som det nu er muligt – viser hinanden kærlighed og omsorg.
En fuldkommen, eller som der står fuldstændig, enhed, virker som en utopi. Fantasi.
Du tænker måske – hvordan skal det ske?
Måske det skal ske sådan som de første kristne også holdt modet oppe hos hinanden. Ved at bede sammen. Hver dag.
Er det nu ikke at overdrive, vil du måske indvende…
Men så i hvert fald hver uge.
Og ved at dele liv. Når vi sårer hinanden, er det vigtigt at få talt ud om det. Ikke gå og gemme på det, så det gnaver i sjælen. Vi kender alle historier om mennesker, der ikke taler sammen pga en bagatel, som de måske begge har glemt.
Hvis det sker mellem kristne, er Jesus jo død forgæves. Hvis ikke vi som kristne i samme menighed kan forsone os med hinanden. Være uenige, men alligevel elske den anden. At elske handler ikke – kun – om følelser. At elske er at være hengiven, vise respekt, lytte, være medmenneske, bede for den anden. At se den anden i øjnene. På afstand…
Johannes skriver også, at vi elsker, fordi Gud elskede os først. Det er Guds kærlighed, der forener os.
Jesus siger: ”Jeg giver jer et nyt bud, I skal overholde: I skal elske hinanden. Ligesom jeg har elsker jer, skal I også elske hinanden. Og når I elsker hinanden, vil alle kunne se, at I er mine disciple.” Joh. 13:34
Og senere siger Jesus: ”Helligånden, sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi verden ikke ser den eller forstår den. Men det gør I, fordi den bor hos jer og er i jer.” Joh. 14:17
Så er vi tilbage, hvor vi startede. Vi er ét, fordi Gud er én, treenig. Far, Søn og Helligånd. Når vi mere og mere lærer Jesus at kende, ved vi også, at han elsker på trods. Det skal vi også gøre. Det er vores kald.
At elske og at fortælle – og begge dele slår rødder i vores tro på, at vi selv er elskede og det er Gud, der igennem Jesus og Helligånden, viser os det. Helligånden kaldes også Kærlighedens Ånd.
Og vi startede jo netop med den stærke tekst fra profeten Joel: ”Gud siger: Jeg vil lade min ånd strømme ud over alle mennesker, så jeres drenge og piger vil profetere, de gamle vil få besked i drømme, og de unge vil få syn om fremtiden. Til den tid vil jeg lade min ånd strømme ud over selv slaver og slavekvinder.” Joel 3: 1-2
Dette med Guds ånd og kærligheden er ikke forbeholdt nogle få, privilegerede. De gamle eller de unge. De mørke eller de blege. Vi får alle del i Guds Hellige Ånd og hans kærlighed.
Og så er vi vist parate til påsken, Helligåndens højtid, hvor kirken for alvor blev skabt. I kærlighedens og tilgivelsens tegn.
Amen