Om at blive i Jesus

Prædiken om at blive i Jesus af Lone Møller-Hansen, 11. oktober 2020

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« (Johannesevangeliet 15,1-11)

Jeg har et vintræ i min gård derhjemme i Teglkås.

Den står godt beskyttet for vestenvinden fra havet og får da også nogen sol, når først solen er kommet over bakken.

Jeg er ikke nogen dygtig vindyrker, men hvert år giver træet da nogen frugt. Det blev til to glas ren saft, som vi nød i andægtighed, Jesper og jeg.

Druerne finder jeg mest i tagrenden og ovenpå taget af vores soveværelse. Ikke lige dér, hvor jeg havde tænkt det…

Jeg har besluttet, at i år skal træet beskæres. Sidste år gjorde jeg intet – og størstedelen af vinen har da heller ikke givet sine små, søde, røde druer.

Jeg skærer helt ind til stammen, bortset lige fra den gren, der faktisk har givet frugt de seneste år.

Så får vi se, om det giver pote… Men måske den faktisk også burde beskæres, for netop at give mere frugt, eller bare frugt, næste år?

Der er tre ting, jeg fæstner mig ved i denne beretning, som jo er en lignelse. Og som alle lignelser har den sine begrænsninger. Der er det med at blive beskåret handler det om helvede? Der er det med frugten, hvad er det for en slags frugt, og endelig det med at blive i ham – det lyder mærkeligt.

1. Det med at blive skåret væk og brændt er blevet udlagt som en beskrivelse af fortabelse. Forkyndere har sagt, at fordi helvede ofte er blevet beskrevet som et sted med evig ild, må det være dét, Jesus hentyder til, når han skriver, at de visne grene samles og brændes.

Men Jesus siger ikke noget om, at det er mennesker, der skal brændes. Lignelsen har sin begrænsning.
Det siger sig selv, at en gren visner, når den ikke sidder fast på træet. Det er logik for småbørn. Det er første halvdel af lignelsen, der handler om, at vi skal sørge for at holde kontakten, relationen er ufattelig vigtig. Vi ved det godt fra alt andet liv og alle andre relationer. Hvis ikke vi dyrker venskaber og ægteskaber, bliver de tørre og visne og ligegyldige.

Næste afsnit handler så om, hvad der sker med de grene, der er visne. De samles og brændes. De bliver til intet. Og det er det, Jesus mener, vores liv bliver uden ham. Det bliver tomt, hvis vores eneste værdi er den anden, verdslige treenighed; magt, sex og penge. Den treenighed har ingen evighedsværdi. Det går op i røg. Man kan måske alligevel godt tale om fortabelse – at være fortabt er et liv uden Jesus og den fylde, glæde, helhed, det giver at tro på ham; tro på at vi er skabt af Gud til at elske og blive elsket, og at Helligånden giver os erfaringen af Guds nærvær, barmhjertighed og nåde.

Det, han ønsker for os, er et liv med ham i vores hverdag, i vores beslutningsprocesser, som vejleder til, hvordan vi taler og opfører os – dét er at blive på vintræet, som en gren, der bærer frugt.

2. Hvad er det for en slags frugt, Jesus taler om? For det handler jo ikke om druer og ikke engang om vinen, selvom Jesus tilsyneladende selv er glad for vin, da det er hans første, lidt modvillige, under at lave vand om til vin, og det er bægeret med vin han griber, da han skal finde et symbol for blodet, som skal give os løftet om renselse, tilgivelse og evigt liv.

Men hvis det ikke er druer, Jesus taler om, når han siger, at vi skal bære frugt, hvad er det så?

Når vi taler om et frugtbart liv, så kan det handle om at få børn. De er kærlighedens frugter, der kommer vi ikke udenom. Men jeg jeg er sikker på, at det ikke er den slags frugt, han taler om.

Paulus giver os et hint i sit brev til Galaterne, hvor han taler om Åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, gavmildhed, troskab, mildhed og selvbeherskelse. Det er sindsstemninger og gode egenskaber, Paulus taler om, når han taler om Åndens frugter.

Alt sammen noget, de fleste af os ønsker i vores liv.

Paulus har inden da beskrevet, hvad der sker, når vi lader drifterne bestemme. Så ender det med utroskab, seksuelle udskejelser, afgudsdyrkelse, sort magi, fjendskab, skænderi og jalousi, hidsighed og egoisme, intriger og splittelser, misundelse, druk, ædegilder og mere af samme slags.

Meget af det kendetegner jo netop vores samfund i dag. Det er dét, der fylder medierne, både de sociale medier og tv og aviser. Det er mediernes ”gode nyheder”, når nogen skejer ud. Hvor vi godt ved, at de ”gode nyheder” faktisk er noget helt andet, nemlig netop dét, der fremmer Åndens frugt og alt andet godt; kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, hjælpsomhed, gavmildhed, troskab, mildhed og selvbeherskelse. Men det sælger ingen aviser og giver ingen seertal. Du kan jo også selv lægge til, hvad du ønsker i dit liv, hvis du kan ønske dig noget mere end disse ni gode egenskaber og tilstande at leve i. Vi mærker især, når det ikke er dér. Når vi har ufred i vores liv, når vi bliver utålmodige, nærige og hidsige – eller andre bliver det overfor os.

Jesus ønsker den slags frugt, der vil forandre verden. Så mere af det. Og mindre af mediernes såkaldte ”gode nyheder”.

3. Det tredje, der er vigtigt at fæstne sig ved i denne lignelse, er det ”At blive i ham – ikke kun for at bære frugt, men for at vores bønner skal blive hørt.”

”Hvis I holder jer til mig og tager mine ord til jer, så kan I bede om det, I gerne vil have, og så vil det gå i opfyldelse.”
Den sætning er godt nok også blevet misbrugt og misforstået.
Ofte er det blevet sagt, at hvis bare man tror nok, så bliver ens bønner hørt. Med megen selvbebrejdelse og frafald fra troen til følge. ”Når jeg ikke bliver hørt, må det være fordi jeg ikke tror nok, eller rigtigt – så kan det også være lige meget.”

Nøglen er jo, at vi skal holde os til Jesus. Når han er i os og vi er i ham – helt nært forbundet, så er vore tanker hans tanker og vore ønsker er hans ønsker. Og så er det ikke så sært, at vore ønsker bliver opfyldt. For så er det hans ønsker, hans bønner, vi beder.

Johannes – hvis det er den samme Johannes, det kan vi ikke være helt sikre på, men en Johannes skriver i det første af sine tre breve, der er i slutningen af Bibelen:

”Der er aldrig nogen, der har set Gud, men hvis vi elsker hinanden, så er Gud i os, og hans kærlighed har nået sit mål.

Vi ved, at han er i os, og vi er i ham, fordi han har givet os Helligånden. Gud har sendt sin søn til verden for at frelse den. Det har vi selv set, og derfor kan vi bekræfte det. Hvis vi står frem og siger, at Jesus er Guds søn, er Gud i os, og vi i ham. Vi forstår Guds kærlighed og tror på, at han elsker os. Gud er kærlighed, og den, der lever i kærligheden, er i Gud, ligesom Gud er i ham (og hende). Første Johannesbrev 4,12-16, Bibelen 2020.

En måde at blive i Jesus på, er altså at tro og bekende, at Jesus er Guds søn. Når vi gør det, og holder fast ved det, så bliver Gud i os, og vi bliver i Gud.

Jeg tror også det er det, der står i Saligprisningerne om at være ren, så skal vi se Gud.

I Bibelen 2020 er det blevet til: ”I er heldige, hvis I er uden bagtanker, for I vil se Gud.” Matt. 5:8

For den rene er alt rent, siger man. Det er nok et sjældent menneske, der er helt rent. Den eneste, der har været det, er jo faktisk Jesus. Alt for ofte ser vi det modsatte, både hos os selv og andre.

Denne uges store samtaleemne har jo været den radikale leder, Morten Østergaard og hans håndtering af en sex-chikanesag, hvor det viser sig, at han har løjet og været inhabil i den grad.

Han siger selv, at han ikke havde modet til at være ærlig.

Det er den slags mod, som jeg tror og håber, vi vil finde, hvis vi er i Kristus.

At være i Kristus er ikke at være så bange for sit eget omdømme, men i et og alt være ærlig, og tage konsekvensen af det, vi har gjort eller sagt. Fordi det ofte ender galt, når vi ikke gør det.

Der er mange gode grunde til, at vi er nogle kujoner, som bevarer facaden for enhver pris. Men så er prisen netop også desto højere, når fortidens synder åbenbares. I hvert fald hvis man har holdt fanen så højt, at benene ikke når jorden – så svæver man dér, uden jordforbindelse. Hvis man anklager og fordømmer andre for at gøre noget, som man godt ved, at man selv har gjort – eller kunne finde på at gøre. Hvem af os har ikke bare én gang prøvet at flytte fokus fra vores egne fejl og mangler ved at snakke om andre?

Ved at fortælle en god historie om en anden, så jeg ikke selv skal indrømme, hvor rådden jeg er indeni, hvor meget i mit liv, jeg egentlig fortryder – eller skulle fortryde, hvis jeg turde kigge helt ind i mig selv og se, hvad jeg i mit liv har gjort ved andre, som har skadet dem eller skadet vores relation.

Hvis du ærligt kan sige nej til det, er du et meget bedre menneske end mig.

Modet betyder ikke, at man skal udbasunere sine synder for alverden. Men man skal stå ved det, man har gjort, i de rette sammenhænge. Det, der har skadet Morten Østergaard, er ikke så meget, at han for 10 år siden lagde en hånd på en kvindelig partifælles lår. Jeg tænker lige, om jeg ikke i denne uge faktisk har klappet en mand på låret – uden at det har været sexistisk, det håber jeg i hvert fald ikke at vedkommende tænkte.

Nej, det, der har skadet Morten, er løgnen om, at han havde givet vedkommende en reprimande. Altså, at han havde givet sig selv en reprimande… Det blev utroværdigt, specielt for dem, der vidste, at det var ham, der var manden med hænderne på låret. Så til sidst måtte han kaste håndklædet i ringen.

At blive i Kristus har en konsekvens i vores omgang med andre. Jesus lærer os se vores egen skrøbelighed i øjnene og tage konsekvensen af vore handlinger. Han ved, at vi fejler som mennesker, og det var derfor han fandt det nødvendigt at dø for vores skyld og dermed love os tilgivelse (med den lille betingelse, at vi skal tilgive hinanden.) Det er ikke det at fejle, der er forkert i sig selv. Det er såre menneskeligt.

Det, Kristus lærer os, er, at vi ikke skal lyve om det. Pynte på det og dække over det. Skyde skylden på andre. Mistænkeliggøre andre ved selv at være tavse eller kaste skygger.

Det er derfor, Jesus gang på gang tager et opgør med farisæerne og al farisæisme. Kalkede grave, kalder han dem. Som baptister tror vi jo på, at vi alle sammen er præster, måske også i den forstand som vi bruger øgenavnet om de selvlysende vejmarkeringer. De bliver kaldt præster, fordi de viser vejen uden selv at gå den…

Morten Østergaards historie lærer os, at vi lige så godt kan være ærlige først som sidst. Når det handler om vores troværdighed, så klæder det os ikke at lyve i hvert fald. Vi fortier sikkert alle sammen noget om vores liv, men vi skal ikke lyve. Ikke engang en ”hvid løgn”? Hvis den nu ikke skader nogen? Er tavshed ikke somme tider mere nådigt end sandheden?

Måske, det skal jeg ikke afvise. Det er i hvert fald bedre end løgn.

Men så er det måske netop det, Jesus taler om, når han siger, at vi skal beskæres. Tie stille. Være stille. Se indad. Være ærlige, i hvert fald overfor os selv og vores nærmeste.

Vi skal indstille os på, at i perioder i vores liv, bliver vi beskåret. Mon ikke det er det, Morten Østergaard har oplevet denne uge. Og jeg kan komme i tanke om perioder i mit liv, hvor jeg er blevet beskåret. Hvor jeg har følt mig afklædt og må vende tilbage til centrum, til stammen i mit liv for at hente ny næring og finde en ny retning, for at jeg kan vokse på den rigtige måde. For at opnå ny frugt, et rent og sandt menneskeliv, som både er til glæde for mig selv, og for dit vedkommende for dig selv – og vores omgivelser.

Det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget – at blive beskåret. Bare vi ikke mister forbindelsen til Jesus, stammen i vores liv, hvorfra alt liv udgår.

Amen