Kom og se. Prædiken af Lone Møller-Hansen, 18. oktober 2020.
Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time.
Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«
Kom og se!
”Mor og Far, kom og se…” råber barnet. Det har måske fundet en mus, eller set en flot sky på himlen, der ligner en kat.
Har du så også oplevet, at – det havde du ikke lige tid til. Du var midt i noget, som du ikke kunne slippe, og så var musen væk eller skyen havde ændret sig og lignede ikke længere andet end en sky.
Og barnet var skuffet.
Måske igen-igen?
Hvornår har du sidst sagt til én: Kom og se!
Kom og se… det betyder, at her er der noget vigtigt! Noget, jeg har fået øje på, som jeg har lyst til at dele med et eller flere andre mennesker.
Nogle gange er det ”kom”, der er vigtig. Følg med mig, så vil jeg vise dig noget. At den anden slipper, hvad vedkommende havde i hænderne og viser indlevelse. Viser at ”Du betyder så meget for mig, at dét, du vil dele med mig, det vil jeg gerne involveres i.” Det er en relation, der bliver bekræftet, når vi går med. Kom!
Eller det handler om at se. Måske endda om indsigt. At se med, er at stille sig ved siden af og prøve at se, hvad den anden ser.
Det er påfaldende, at det lille ord ”se” bliver brugt 13 gange i dagens tekst.
Se eller i datid, så.
Og det er både Jesus og andre, der ser.
Først er det Johannes Døberen. Det er dagen efter, at Johannes har døbt Jesus, fremgår det.
Og nu viser Johannes nogle af sine disciple videre. Han peger på Jesus og siger: ”Se, der går Guds lam.”
Og disciplene har forstået, hvad vi nok ikke lige ville forstå.
Begrebet Guds lam er jødisk og henviser til det, der skete ved udgangen af Egypten, hvor lammet blev slagtet og blodet blev smurt på dørstolperne og reddede livet for tusindvis af jøder. Døden gik forbi dørene med blod.
Og siden da har jøderne fejret dette hver påske ved at slagte et lam. Et offerlam. En stedfortræder for mennesket. Som symbolet på, at lammet redder liv.
Se, dér går Guds lam.
Der er ikke noget at sige til, at de to disciple, hvoraf den ene var Andreas, Simon Peters bror, er nysgerrige og følger efter Jesus.
Vi må gå ud fra, at denne hændelse går forud for mødet ved Galilæa Sø, hvor Jesus kalder både Simon Peter og Andreas til at blive menneskefiskere. For det, der sker umiddelbart efter dette møde – hvis vi skal tro de tre andre evangelier, Matthæus, Markus og Lukas, der alle fortæller, at Jesus efter dåben går ud i ørkenen og bliver dér i 40 dage, faster og modstår til sidst Satans fristelser. Og derefter vender han tilbage til Galilæa og begynder at kalde disciple til sig.
Men nu er vi altså lige efter Jesus er blevet døbt. Jesus vender sig om, og ser de to sikkert unge mænd følge efter sig. Hvad vil I? Spørger han. Tonefaldet er afgørende og det kan vi jo ikke høre. Det nervøse, ”Hvad vil I?” tror jeg ikke på. Jesus ved jo alt, så han ved godt, hvad der driver dem . Hvad mente Johannes?
Når de kommer med det fjollede spørgsmål, ”Hvor bor du?”, bruger han det som springbræt til at invitere dem ind i en relation. ”Kom med og se”.
Er det det her scenarie, vi hører om: Forestil dig, at du bliver taget i noget, du pludselig finder en smule skammeligt. At følge efter et menneske, lure på det for at finde ud af noget, som du måske ikke engang ved, hvad er. Og så vender personen sig om, kigger dig i øjnene og spørger: Hvad vil du mig? Og du snubler over ordene, tænker hurtigt og siger, det første, der falder dig ind. Hvor bor du?
Spørgsmålet kunne sådan set lige så godt være: ”Hvem er du?” Det er jo faktisk det samme, som har skabt en hel tv-serie: Hvem bor her? Hvad siger dit hjem om dig som person… ikke så lidt.
Nu er det nok ikke Jesu hjem, de bliver fulgt til. Af den simple grund, at Jesus formentlig ikke har noget, han vil kalde hjem. Måske har han en seng og et hjørne i et hus i Kapernaum. Måske i Peters hus, hvor også Peters kone og svigermor bor. Vi hører ikke om noget, Jesus kalder hjem her på jorden. Det er i hvert fald ikke så sandsynligt at han bor lige dér, hvor han møder disse to Johannes-disciple.
Vi befinder os formentlig stadig i Bethania på vestbredden af Jordanfloden. Midt i ingenting. Der er ørken rundt omkring. Mennesker i mængde er kommet gående ud til Jordanfloden inde fra Jerusalem men også længere væk fra, af nysgerrighed efter at finde ud af, hvem Johannes er. Lige inden denne passage, hører vi, hvordan et par farisæere udspurgte Johannes om, hvem han var og med hvilken ret han døbte mennesker. Og Johannes henviser for første gang til Jesus.
Disse to Johannes-disciple, som Jesus tager med sig, bliver sammen med ham resten af dagen. Den 10. time er midt på eftermiddagen. Jesus er så spændende, at de ikke vender tilbage til Johannes lige med det samme.
Da de går fra Jesus, møder Andreas sin bror, Simon, som han leder til Jesus. Og Jesus lægger straks hænderne på Simon, kalder ham Kefas, det er det samme som Peter og det samme som klippe. Jesus ser straks potentiale i Andreas’ bror.
Jeg har hørt, at der findes en nonne-orden, som hedder Andreas-søstrene. De vil gerne gøre som Andreas gør i flere sammenhænge som her: Peger på Jesus, leder mennesker til Jesus. Det er også ham, der finder en lille dreng imellem 5000 sultne mænd, denne dreng har en madpakke, som Jesus mætter hele folkemængden med. Det var Andreas, der spottede drengen med madpakken og ledte ham til Jesus.
Nu her er det Simon, han leder til Jesus og Jesus ser ham. Ser, at Simon som Peter kan blive hans nærmeste ven og allierede. Og det er Peter de næste tre år. En del af inderkredsen omkring Jesus, sammen med de to brødre Johannes og Jakob. Vi ved, at i alle venskaber, der slår revner, kan de bedste venner blive hinandens største modstandere. Peter fornægter jo Jesus, da Jesus er fanget og for jødernes domstol for at blive idømt døden. Men det er tre år senere, og de bliver jo forsonede igen.
Nu her ved deres første møde er det potentialet i Simon Peter, Jesus ser og sætter ord på.
Den næste kommende discipel, som Jesus møder, er Filip. Han er også kommet helt ned til Jordanfloden fra Betsaida oppe i den nordlige ende af Galilæa Sø, samme by som Andreas og Simon er fra. Jesus ser også ham og siger ”Følg mig”.
Filip møder Nathanael, og vidner for ham: ”Jeg har mødt ham, der står om i vores hellige skrifter, det er Jesus, Josefs søn fra Nazaret.”
Og Nathanael er fræk, bruger en talemåde, som var kendt på den tid – ”Kan noget godt komme fra Nazaret?” Vi ved ikke, hvor Nathanael er fra, men vi skal nok forestille os, at han er fra København og Nazaret svarer til Brønderslev i Nordjylland. Kan noget godt komme fra Vendsyssel? Eller Bornholm. Østerlars eller Pedersker…
Så lyder det for anden gang, denne gang er det Filip, der siger ”Kom selv og se!” Han tilføjer ”selv”.
Filip er allerede blevet overbevist om, at Gud er på færde. Igen, Jesus ser personen Nathanael og giver ham sit skudsmål: En ærlig israelit, et menneske, man kan stole på.
Nathanael er måske lidt mistænksom. Hvor kender du mig fra?
Jesus siger, at han så ham på afstand, havde fået øje på ham mellem alle menneskene på stedet. Under figentræet, som om det skulle være noget særligt.
Det var den genkendelse, der skulle til, for at Nathanael var overbevist. Du er Guds søn, Israels konge. (Det her er et af de steder, Bibelselskabet i Bibelen 2020 har omskrevet ”Israel” til ”folket” – for at man ikke skal forveksle folket Israel, altså det jødiske folk, med staten Israel)
Jesus driller ham vist, og siger: Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg havde set dig. Du skal få større ting at se. Og han fortsætter: Du skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over mig, menneskesønnen.
13 gange se.
Den sidste henviser til en anden gammeltestamentelig fortælling (1. Mos. 28), hvor Jakob, Abrahams barnebarn, er på flugt og sover i det fri med en sten som hovedpude. Og drømmer, at han ser Guds engle komme ned til sig fra himlen ad en trappe eller stige. Deraf begrebet himmelstigen, som også er navnet på tårnet på Frelser-kirkens tårn i København.
Jesus knytter sig dermed til de gammeltestamentelige fortællinger, som alle jøderne kender og genkender. Bibelen knytter gang på gang tråde både frem og tilbage i fortællingen, hvor Jesus altid er den, der samler trådene. Han er midtpunktet, i ham skal hele Bibelens historier spejles.
”I skal se himlen åben” – det begreb får mig også til at tænke på Stefanus, den første kristne martyr. Da han bliver stenet for sit vidnesbyrd om, at Jesus er Messias, altså Kristus – som de jødiske ledere fik slået ihjel – han siger ligefrem, at de har fået myrdet Guds Søn og de bliver tossede. Så står der:
Stefanus var fyldt af Helligånden og kiggede op mod himlen. Der så han Gud i sin himmelske magt og ved siden af ham stod Jesus. Jeg kan se lige ind i himlen og der står Menneskesønnen til højre for Gud.
Og Stefanus ligner Jesus i hans død; Han bad først ”Jesus, min herre, tag imod min ånd.” og dernæst ”straf dem ikke for det forfærdelige, de har gjort.”
Det spejler det, Jesus sagde på korset. Først: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” og dernæst ”Far, jeg lægger min Ånd i dine hænder!” Ap. G. 7:55
Vi hørte her i menigheden om, hvordan døden kan være smuk; som da Rose Rasmussen døde og en af de ansatte på plejehjemmet sad ved hendes side.
Hun fortalte bagefter, hvordan Rose havde strakt hænderne opad og sagt ”Jesus”. Og døde umiddelbart bagefter.
Man kan nok ikke tænke sig en smukkere død, når man er parat – som Rose havde været længe – og få lov til at dø i troens lys. Med himlen åben.
Nu ved jeg jo ikke, om du vil sige, at du ser Jesus. Jeg er ikke så heldig, at jeg ligesom f.eks. Charlotte Rørth har set ham i et syn. Men jeg har flere ikoner, som afbilleder Jesus og som jeg ind imellem kaster et blik på. Min adgang til Jesus er imidlertid først og fremmest igennem bøn. Og for mig er det fred, der indfinder sig, når det lykkes at være koncentreret i bønnen.
Det kan være mange andre ting. Når du læser beretningerne i Bibelen, kan det være, at du kan se situationen for dig. Det kan være, at du ser film, hvor mennesker har gjort sig overvejelser over, hvordan Jesus så ud og talte.
Hvad ser du, når du ser på Jesus, sådan som du gør det?
Får du lyst til at betro dig til ham – både betro i forståelsen, at fortælle ham, hvad du tænker og føler. Og betro dig til ham i forståelsen, at ”her er mit liv, tag det og brug det”. Som når Jesus i dødsøjeblikket siger til Gud, hans og vores far: ”Jeg betror dig min ånd”.
Når vi ser på Jesus med tillid, er vi ikke bange hverken for at leve eller for at dø.
Og det er der mange der er, altså bange for både at leve og dø.
Derfor er der faktisk noget, vi kan sige til andre med troværdighed, noget som kan hjælpe dem: ”Kom selv og se!” Kom selv og se, hvad det er for noget med ham Jesus.
Nogle har det rigtig svært med det, fordi de har svært ved at sætte ord på deres tro. Fordi vi bilder hinanden ind, at vi skal have store åndelige oplevelser, for virkelig at have noget at fortælle om. Det er ikke nødvendigt. Det kan være lige så vigtigt med en stilfærdig beretning om, hvad det betyder for os at gå i kirke, at bede, at spørge Gud om vejledning, når vi skal træffe valg.
At vi prøver at holde fast ved kristne værdier, både i det vi gør og det vi siger. At vi behandler andre mennesker med værdighed, fordi vi ved, at vi er ligeværdige. Vi er alle skabt i Guds billede og Jesus er død for os alle. Vi har fundet ud af, at det giver vores liv en grundlæggende værdi at tro på Jesus, Gud som fader og skaber og Helligånden som vores vejleder. Det er nok at kunne fortælle stilfærdigt om, hvad dén tro og tillid giver vores liv.
”Kom selv og se”. Jeg vil gerne fortælle om mig og Jesus, men du skal selv erfare det på egen krop og i dit eget sind.
Vi kan ikke leve andres liv, hvor gerne vi end ville. Selv vores børn og børnebørn skal træffe deres egne valg. Måske de spørger efter vores råd, men det er ikke sikkert, at de lytter og gør, som vi siger. Vi kan prøve at vise dem det, vi gerne vil have at de skal se. Det er det eneste, vi kan gøre.
Når det handler om opdragelse – og vores vidnesbyrd som kristne – er det sandt, at vores handlinger taler højere end vores ord. Har du nogensinde sagt: ”Du skal ikke gøre, hvad jeg gør, du skal gøre, hvad jeg siger” – Det er dømt til at mislykkes. Vores handlinger taler højere end vores ord.
Så det sidste vigtige spørgsmål er: ”Hvad ser andre, når de ser på vores liv?”
Er vi gennemsigtige – både når det handler om det, vi er stolte af, og det vi skammer os over?
Er vi ærlige, når vi har vores livs kampe. Ikke overfor alle, det kan ingen holde ud, men overfor nogle få. Udvalgte. Det er i hvert fald den bedste måde at besejre negative følelser og tendenser i vores liv – det vi også kan kalde synd. At vi inviterer andre ind og står til ansvar overfor dem.
Når vi ønsker at bekæmpe det, der kaster skygger i vores liv, er der andre, der gerne vil hjælpe os. Det skal du turde tro på. Andre, der ser os og ser vores kampe – og gerne vil både bede for os og med os, og tale om det, der er svært. Hver eneste af os er blevet set. Af Gud og mennesker. Gennemskuet – på den gode og kærlige måde.
I gamle dage var der en søndagsskolesang, der lød: Pas på lille hånd, hvad du gør, og pas på lille øje, hvad du ser. Og her er Gud beskrevet som den, der ser det hele og dømmer os. Den beskrivelse af Gud går vi ikke længere ind for her. Vi tror på, at Gud er kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse, nåde. Ja, han ser os, heldigvis. Og ser også det, vi prøver at skjule. Men det ændrer ikke ved hans kærlighed til os. Han giver os altid en chance mere.
Hvilken relation tør du invitere andre mennesker ind i? I dit hjem? I dit liv?
Hvad vil du gerne, at de ser? Et menneske, der har styr på det hele, eller et søgende menneske, der er på vej. Hvis du tør det sidste, er der garanteret flere, som har lyst til at være med på rejsen. Jeg tror ikke, de bliver ikke tiltrukket af én, der lader som om, at der er styr på det hele. Sårbare mennesker søger sårbar ærlighed.
Så har du lyst til og mod på at sige ”Kom selv og se!”, så følger du virkelig Jesus!
Så hvad vil du gerne vise frem? Facaden eller dit egentlige jeg? Og hvem peger du på med dit liv? Dig selv eller Jesus?
Det kræver faktisk mindst af dig, hvis du peger på Jesus og ikke selv skal være perfekt og kunne det hele.
Tilbage til indledningen, med barnet som siger: Kom og se!
Vi er nok nogle, der skal øve os i at smide, hvad vi har i hænderne, når en anden siger ”Kom og se!” Det kunne være, at det ville forvandle mit liv, det andre gerne vil vise mig.
Amen